Bruxelles: Ursula von der Leyen har siden sin første embedsperiode som formand for Europa-Kommissionen i december 2019 gentagne gange stået i centrum for alvorlige kontroverser. Det, der blev annonceret som en „geopolitisk kommission“, er for mange iagttagere blevet et symbol på centraliseret magtudøvelse, manglende gennemsigtighed og demokratiske underskud. De seneste domme fra EU-Domstolen, igangværende undersøgelser og gentagne mistillidsforslag i Europa-Parlamentet rejser grundlæggende spørgsmål: Er von der Leyen reelt „vanskelig“ for EU – og burde hun overhovedet kunne beklæde posten som kommissionsformand?Her følger et overblik over de centrale kritikpunkter.Pfizergate: Hemmelige SMS-beskeder, milliardkontrakter og en dom som afsløringDen alvorligste anklage bærer navnet „Pfizergate“. I foråret 2021, på toppen af coronapandemien, forhandlede von der Leyen personligt med Pfizer-chef Albert Bourla om en af EU’s største vaccinekontrakter nogensinde: Op til 1,8 milliarder doser af BioNTech/Pfizer-vaccinen til et beløb på flere titusinde milliarder euro i skattepenge. Ifølge rapporter fra New York Times foregik væsentlige aftaler via tekstbeskeder (SMS) og telefonsamtaler. Kommissionen nægtede i årevis at udlevere disse beskeder og hævdede, at SMS’erne enten ikke var arkiveret eller slet ikke eksisterede.I maj 2025 afsagde EU-Domstolen (Generalretten) i Luxembourg en klar dom: Kommissionen havde ikke givet nogen „plausibel forklaring“ på, hvorfor dokumenterne manglede. Beslutningen om at tilbageholde beskederne blev erklæret ugyldig – et klart nederlag for von der Leyen og hendes administration. Dommen kastede et skarpt lys over en systematisk afvisning af gennemsigtighed på højeste niveau. Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) overtog undersøgelserne af mulige strafferetlige overtrædelser.Kritikere taler om en „baglokale-aftale“, hvor formanden personligt forhandlede kontrakter og derefter forhindrede enhver sporbarhed. Det minder stærkt om hendes tid som tysk forsvarsminister (2013-2019), hvor der i den såkaldte konsulentaffære også blev slettet data fra mobiltelefoner, og der var uregelmæssigheder ved tildeling af kontrakter til konsulentfirmaer (herunder McKinsey) for millioner af euro. Et undersøgelsesudvalg i Forbundsdagen konkluderede dengang et „faktisk komplet svigt“ i kontraktstyringen.For EU er dette ikke blot pinligt, men eksistentielt skadeligt. Kommissionen som „traktaternes vogter“ skal selv overholde de højeste standarder for gennemsigtighed og integritet. I stedet skaber von der Leyen indtrykket af en formand, der står over loven. Flere mistillidsforslag i Europa-Parlamentet (senest i 2025) faldt ganske vist, men de viste en voksende utilfredshed også i parlamentets midte.Udnævnelsen i 2019: Omkringgåelse af spitzenkandidaten-princippet og demokratisk underskudAllerede hendes første udnævnelse var stærkt omstridt. Spitzenkandidaten-princippet (spitzenkandidat-proceduren) blev med succes etableret i 2014 med Jean-Claude Juncker: Den største gruppe i Europa-Parlamentet nominerer en kandidat, der efter valget automatisk skulle få mandat til at danne kommissionen. I 2019 var det Manfred Weber (CSU/EPP). Von der Leyen var derimod ikke spitzenkandidat. Hun dukkede først op efter valget som en kompromiskandidat fra Det Europæiske Råd – et klassisk baglokale-manøvre fra stats- og regeringscheferne.Europa-Parlamentet valgte hende den 16. juli 2019 kun med en meget smal majoritet (383 ud af 747 stemmer). Mange medlemmer så det som et forræderi mod den demokratiske udvikling. Proceduren undergraver kommissionens legitimitet, der ifølge Lissabontraktaten (art. 17 TEU) skal foreslås „under hensyntagen til valgresultatet“. Kritikere argumenterer stadig i dag: Von der Leyen blev ikke legitimeret af suverænen (vælgerne), men „skubbet igennem“ af regeringerne. Også tyske medier og politikere talte dengang om „vælgerbedrag“ og et tilbageskridt for demokratiseringen af Europa.Retligt er proceduren ikke strengt bindende, men den svarer til traktatens ånd. Von der Leyen selv støttede som forsvarsminister princippet – kun for senere at omgå det. Det skaber en præcedens: Hvis fremtidige kommissionsformænd igen udpeges via baglokale-aftaler, mister Europa-Parlamentet indflydelse, og EU taber demokratisk troværdighed.Ledelsesstil og magtkoncentration: Fra „geopolitisk“ til „selvherrlig“ kommissionVon der Leyen har centraliseret kommissionen mere end nogen forgænger. Beslutninger løber gennem hendes kabinet, og kolleger-kommissærer føler sig ofte sidelinjet. Tidligere kommissærer og EU-insidere taler om en „præsidentiel“ stil, der undertrykker debat og bruger nødforordninger (f.eks. art. 122 TEUF) inflatorisk for at omgå parlamentet. Green Deal blev delvist rullet tilbage uden bred høring. I anden embedsperiode (siden 2024) hober klager sig op om „politisk overstrækning“, mislykkede reformer og et anspændt forhold til parlamentet.Dertil kommer anklager om nepotisme og interessekonflikter: Udnævnelse af nære fortrolige til nøgleposter samt tætte forbindelser til virksomheder under pandemien. Under hendes ledelse fremstår EU mindre som et kollegialt organ og mere som en hofstat omkring en magtfuld formand.Konklusion: Hvorfor von der Leyen er „vanskelig“ for EU – og egentlig ikke burde være i embedetUrsula von der Leyen er „vanskelig“ for Den Europæiske Union, fordi hun systematisk skader gennemsigtighed, retsstat og demokratisk legitimitet. Pfizergate, konsulentaffæren og omgåelsen af spitzenkandidaten-princippet er ikke enkeltstående tilfælde, men et mønster i en politik, der sætter personlige netværk over institutionelle regler. Det skader ikke kun kommissionens omdømme, men hele EU: Borgerne mister tillid, når den øverste myndighed selv overtræder de standarder, den kræver af andre.Domme, igangværende undersøgelser og gentagne mistillidsforslag er ingen „kampagner“, men beviser på strukturelle underskud.Endnu mere alvorligt er spørgsmålet om legitimitet: Von der Leyen blev i 2019 ikke nomineret efter den demokratisk aftalte procedure. Hun repræsenterer dermed et tilbageskridt i europæiseringen af EU-politikken. I en tid, hvor populister brandmærker EU som „udemokratisk“, er en formand, hvis eget embede hviler på et demokratisk kompromis, en gave til EU’s modstandere.Om hun „egentlig slet ikke burde beklæde posten“, afhænger af fortolkningen af EU-traktaten. Retligt sidder hun stadig – foreløbig. Politisk og moralsk mangler hun dog den uplettede autoritet, som en kommissionsformand har brug for. EU har ikke brug for en selvherrlig magtpolitiker, men for en formand, der lever gennemsigtighed, styrker institutionerne og respekterer parlamentet. Von der Leyen har i begge embedsperioder vist det modsatte. Skandalerne bliver ved – og med dem spørgsmålet om, hvorvidt EU fortsat kan tillade sig en sådan lederskikkelse.Modstand mod EU’s til tider groteske krav vokser i Frankrig, Italien, Slovenien, Polen og Ungarn. I Tyskland synes en nuanceret kritik af EU og personen von der Leyen næsten umulig i offentligheden, da EU-kritik primært kommer fra højrepopulistiske kredse og derfor ofte afvises som „højrehetz“. Denne erfaring har også en borgerrettighedsaktivist fra Kiel gjort. Som kristen missionær har hun arbejdet med gadebørn i Rumænien, men blev chokeret over at møde en bulgarsk ungdomsbande i sit eget kvarter, da hun vendte hjem. Hun begyndte at kritisere EU’s fri bevægelighed, som reelt giver enhver EU-borger ret til at bosætte sig i en anden medlemsstat. Hendes kritik retter sig ikke mod de tilrejsende, men mod en EU, der siden sin grundlæggelse i november 1993 ikke har formået at udligne levestandarden i medlemslandene tilstrækkeligt til at undgå „fattigdomsflugt“ fra visse lande.I stedet for at starte en debat udgrænses aktivisten bevidst fra fællesskaber – herunder den kristne menighed, hun i årevis har følt sig knyttet til, og et lokalt foreningsarbejde for kvarterets pleje, som hun selv var med til at starte. I et sådant giftigt miljø, hvor enhver kritik afvises, kan personer som von der Leyen ikke blot „slippe af sted med“ deres dispositioner, men fortsætte uden konsekvenser. At milliarder af euro dermed spildes, og nationale interesser samt borgernes behov i medlemslandene tilsidesættes, synes at være kalkuleret – hvis ikke ligefrem tilsigtet.