Tove Ditlevsen skrev digtet „Blinkende Lygter“ i 1942 under den tyske besættelse af Danmark. Ditlevsen blev inspireret til at skrive dette digt som en kommentar til den modløshed og frygt, der fyldte landet på det tidspunkt. Digtet handler om håb og lys i en mørk tid.

„Blinkende Lygter“ er en allegori, der symboliserer håb og modstand mod undertrykkelse. Ditlevsen bruger billedet af blinkende lys som en metafor for det lys, der stadig findes midt i mørket og symboliserer viljen til at kæmpe for sine overbevisninger, uanset omstændighederne.

Digtet blev oprindeligt udgivet i et enkelt hæfte, fordi papir og trykkerirelaterede ressourcer var knappe under besættelsen. De litterære tidsskrifter var nødt til at begrænse sig til mindre udgivelser for at overholde de ressourcerestriktioner, der var følge af krigen.

„Blinkende Lygter“ blev en vigtig del af dansk litteratur og blev et symbol på modstand og håb under krigen. Det er blevet læst og analyseret af mange siden da og er stadig anerkendt som et af Tove Ditlevsens mest kendte digte.

BLINKENDE LYGTER

I barndommens lange og dunkle nat

brænder små blinkende lygter

som spor, af erindringen efterladt,

mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed

fortabt gennem tågede nætter,

og alt hvad du siden elsked og led

har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær

som en tåre der skælver i rummet,

kun den vil være dit hjerte nær,

når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat

brænder din barnlige lykke,

du søgte den siden, men fik kun fat

dens flakkede sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så lang af led,

for det var det første og sidste,

nu står den og brænder i mørket et sted,

og der er ikke mere at miste.

Og en eller anden kommer dig nær,

men kan aldrig helt forstå dig,

for dit liv har du lagt under lygtens skær,

og ingen skal siden nå dig.