I „Lykkelige de Lykkelige“ formår Yasmina Reza, med sin sædvanlige skarphed og intelligens, at skabe en flertydig refleksion over stræben efter lykke – et emne, der i sin universalitet er tidløst, men som i den virtuelle boble af vores moderne verden er særligt påtrængende. Det er bemærkelsesværdigt at observere, hvordan Reza i en hurtig, næsten filmisk fortællestil udfolder det komplekse indre liv hos sine karakterer, mens hun i kraftfulde dialoger afdækker afgrunde og ambivalenser i menneskets tilværelse.

Det særlige ved Rezas fortællekunst er hendes evne til at forvandle selv banale samtaler til et tætvævet net af følelser, ønsker og usagte konflikter. Som en dygtig væver samler hun sine figurer – oftest fra den intellektuelle middelklasse – og placerer dem i de mest forskellige relationer og konstellationer. Her er den kloge, men utilfredse mand, den frustrerede kvinde, den kreative ånd som stræber efter anerkendelse, og menneskene som på overfladen søger lykken, mens tvivl og usikkerhed raser indeni dem.

Nærværende tidens puls, reflekterer Reza ikke kun individuelle skæbner, men skitserer også det samfundsmæssige klima, der subtilt stiller spørgsmålstegn ved en opfyldelse af lykken. Således formår hun at forankre dualiteten af lykke – den offentlige maske versus den private ulykke – mesterligt i dialogerne. Vævet ind i hverdagssamtalerne finder vi subtekster der giver fortolkninger af tilstanden i vores samfund, der stiller spørgsmål om identitet, succes og den uophørlige stræben efter det perfekte liv.

Rezas skrivestil kan i sin klarhed og præcision sammenlignes med prosastilen hos Kempowski. Begge forfattere besidder et bemærkelsesværdigt talent for at fornemme det usagte mellem linjerne og bringe det til udtryk gennem subtile vendinger. Kempowski, som ofte fanger livets nuancer med chronikerenes blik, ville måske have bemærket, hvordan Rezas figurer er fanget i deres tilsyneladende normale desperation. De er tragiske på deres egen måde, stolte, men i sidste ende isolerede i deres søgen efter et rum for autentisk lykke.

Et andet imponerende element er spørgsmålene om moral og etik, som Reza aldrig adresserer med en moraliserende tone, men lader stå stille i rummet. Hun væver tankerne fra sine protagonister så dygtigt, at læseren kan genkende sig selv i disse dilemmaer. På hver en hjørne lurer svarene på spørgsmålene om, hvordan man kan fastholde sin egen lykke, mens man samtidig ikke udfordrer andres. Reza tilbyder her en introspektiv dialog, som Kempowski ville have betragtet som en form for polyfonisk spil.

De små, fine observationer af hverdagen, som Reza så mesterligt integrerer, fungerer som et forvrænget spejl, der viser os, at lykke ikke altid er, hvad det giver sig ud for at være. Hendes figurer danser blodløst på livets knivsegg, fanget af frygten for at finde den rette balance mellem lykke og ulykke. Man kunne sige, at læseren til sidst i „Lykkelige de Lykkelige“ ikke forlades med svar, men med en dyb forståelse for kompleksiteten af menneskelig adfærd og de resulterende følelser.

Yasmina Rezas „Lykkelige de Lykkelige“ er mere end blot en fortælling; det er et dybtgående, bevægende værk, der opfordrer læseren til at reflektere over sin egen søgen efter lykke og undersøge de skyggesider, der ofte lurer i det skjulte – en refleksion, der, som ofte med store fortællere, stræber efter intet ringere end forståelsen for menneskelig eksistens selv.