EU’s migrationspakt – et solidaritetsprincip uden solidaritet fungerer ikke

I den ophedede debat om indvandring ses planen om omfordeling ikke længere som en teknisk opgave, men som en dybt politisk manøv­re. I en tid, hvor talrige politikere fra Warszawa til Haag prøver at berolige vælgerne med ekstreme forslag, står solidariteten som et tomt løfte: Uden reelt fællesskab vil intet udbytte af en sådan omfordeling kunne realiseres.

Kritik af virkningskraften
Et solidaritetsprincip uden håndgribelige mekanismer bliver snart ren ordkunst. Når regeringer konstant skruer op for “undtagelser” og samtidig insisterer på, at solidariteten kun gælder, når det gavner egne politiske agendaer, mister begrebet sin vægt. Den politiske retorik vender rundt: Hver regering ser ud til at pege fingre ad de andre i stedet for at binde sig til konkrete, universelle principper. Det er ikke små ændringer, men fundamentale spørgsmål om, hvem der betaler, og hvem der har ret til beskyttelse.

Praktiske konsekvenser
Hvis hvert land kun handler ud fra nationalt selvbevarelse og egne politiske kort, falder solidariteten som en praktisk løsning fra hinanden. Diskussionen om undtagelser bliver selve problemet: Uden ensartede regler og forpligtelser risikerer man, at omfordelingen forbliver en teoretisk diskurs, uden at følge praktiske konsekvenser for dem, der virkelig har brug for beskyttelse og støtte.

Konklusion
Et solidaritetsprincip kræver mere end ord. Det kræver fælles, bindende handlinger og gennemskuelige mekanismer, der ikke let kan fraviges af kortsigtet politisk retorik. Ellers vil EU’s migrationspagt forblive en tom ramme, hvis intentioner kun eksisterer på papiret, mens virkeligheden i grænseregioner og i asylsøgeres liv fortsat skriger efter konkret konsekvens og ægte solidaritet.