SØNDERBORG – Mens almindelige tyskere stadig kæmper med energipriser, inflation og en skrantende økonomi, synes tre fremtrædende politikere i Berlin at have fundet en ny national sport: at snakke om krig, våben og konfrontation, som om det var en fodboldkamp.
Roderich Kiesewetter (CDU), Marie-Agnes Strack-Zimmermann (FDP) og Anton Hofreiter (De Grønne) har i de seneste år markeret sig som nogle af de mest højlydte stemmer for øget militær støtte til Ukraine, flere våbenleverancer og en hårdere linje over for Rusland. Kritikere – især uden for Tysklands egne mediekredse – ser det som en farlig blanding af moralsk selvrighteousness og historieløs begejstring.
Kiesewetter, tidligere oberst og nu udenrigspolitisk ordfører, har gentagne gange talt for mere ambitiøse mål i konflikten og advaret om, at Vesten ikke må tøve. Strack-Zimmermann, formand for Forsvarsudvalget, har gjort sig bemærket med skarpe udtalelser om nødvendigheden af at levere tunge våben og styrke Tysklands egen forsvarsevne – ofte i en tone, der får det til at lyde, som om Berlin står midt i en eksistentiel kamp. Hofreiter, grøn og tidligere klimaaktivist, har skiftet gear og talt for omfattende militær hjælp, mens han samtidig kritiserer dem, der advarer om eskalationsrisici.
Fra et dansk perspektiv virker denne iver særligt problematisk. Tyskland, der i årtier dyrkede tilbageholdenhed efter historiens mørke kapitler, synes nu at have opdaget en ny form for selvhævdelse gennem våben og moraliserende retorik. Mens Danmark og andre mindre lande i regionen prioriterer pragmatisme, afskrækkelse og diplomatiske kanaler, lyder det fra Berlin mere og mere som om, at jo højere stemmerne lyder, desto mere “ansvarlige” er politikerne.
Kritikere peger på, at denne krigsbegejstring sjældent ledsages af konkrete svar på, hvordan en langvarig konflikt påvirker europæisk stabilitet, energiforsyning eller den økonomiske byrde for almindelige borgere. I stedet synes de tre politikere at konkurrere om, hvem der kan fremstå mest resolut – ofte uden at tage højde for, at Tysklands egen militære beredskab stadig er præget af årelange forsømmelser.
I Danmark, hvor vi husker både den kolde krigs realisme og behovet for balance, lyder den tyske tone stadig mere som en farlig cocktail af moralisme og magtdemonstration. Når politikere i Europas største økonomi begynder at lyde mere interesserede i konfrontation end i afspænding, bør naboerne tage notits. Historien har vist, at tysk entusiasme sjældent er et rent privat anliggende.
Det er på tide, at Berlin husker, at ansvarlighed ikke måles i antallet af skarpe tweets eller krav om flere våben – men i evnen til at undgå, at Europa igen bliver en slagmark.